Gyldendal tester lydbøger i kortere formater
Dato: 13. juni 2022

I næste uge udgiver Gyldendal for første gang en eksisterende roman på lyd fordelt over fem singler. Romanen er Du kan alt – forfatteren Christian Jungersens store samtidshistorie fra sidste år om livet efter midtvejskrisen. Lydbogsudgaven er på ca. 22 timer. Det meste af den er nu blevet versioneret til fem singler, der varer fra 11 minutter og op til knap 10 timer.

Jeppe Mossin, international salgschef i Gyldendal, siger:

»Sammen med Christian Jungersen begyndte vi lige efter udgivelsen af Du kan alt at tale om ideen. Romanen er jo nærmest født til single-formatet, for de fem historier fra bogen fungerer både som enkeltstående fortællinger og er i fem forskellige genrer: komedie, kærlighedsdrama, mordhistorie, far-søn-fortælling og kort novelle. Med singlerne vil vi kunne tilbyde overskuelige lytteoplevelser til dem, der synes, at lydbøger på 20, 25, 30 timer eller mere er uoverkommelige at gå i gang med. Og de, der nyder de lange lydbøger og måske allerede har lyttet til Du kan alt eller læst romanen, vil med singlerne få mulighed for kunne høre deres favorithistorie igen. Fordelen ved singlerne er samtidig, at de er med til at åbne hele bogens univers«.

Jeppe Mossin fortæller, at Gyldendal planlægger at udgive flere singler med afsæt i eksisterende udgivelser:

»Fagbøger er også oplagte. Og singlerne vil samtidig være en måde at kunne reaktivere ældre udgivelser på, både når det gælder fiktion, hvis historien passer til formatet, og non-fiktion. Det er vi i dialog med flere forfattere om. Så vi håber og regner med, at singler bliver en ny måde at opleve bøger på. Og at vi er ved at tage de første skridt mod en ny lydbogs-trend og et nyt marked«.
   

Christian Jungersen indleder selv hver single – The Rumble in the Jungle, Jeg er penge, Vold, Skriget og Sandheden – med en kort introduktion til netop dén historie, der venter lytteren. Han fortæller ikke detaljeret om selve handlingen i Du kan alt, da det ikke er nødvendigt for at kunne følge med i singlerne.

Christian Jungersen siger:

»Du kan alt har en ”juletræs-struktur”. Med vilje har jeg givet romanen fortællegrene, der har hver sit eget liv. Derfor passer bogen perfekt til også at udkomme som singler, hvor man kan læse fortællingen én gren ad gangen. Og hvis man har lyst, kan man til sidst træde et skridt tilbage og se helheden i ”træet”«.

Han fortsætter:

»Bogens ca. 750 sider indeholder mange universer og genrer, og med de nye singler kan man selv sætte sin læseoplevelse sammen, som man vil. Det er en spændende videreudvikling af min romans vej ud i verden, synes jeg«.

Singlerne, der er klippet ud fra den originale og stadig tilgængelige lydbog, kan findes på streamingtjenesterne fra mandag 20. juni 2022.




Tilmeld nyhedsbrev

E-mail